Domaine Nicole Lamarche
En mere og mere skinnende perle i Vosne-Romanée
Domaine Nicole Lamarche - Nicole Lamarche, Vosne-Romanée
Domaine Nicole Lamarche er blandt de yppigste domæner i Bourgogne. Med base i Vosne-Romanée dyrker Nicole vin i nogle af de højest besungne vinmarker i Bourgogne. Siden 1797 har domænet produceret vin på de prestigefyldte terroirer i Vosne-Romanée og Clos de Vougeot.
Domænet er bl.a. kendt for sine grand cru-besiddelser i Grands-Échezeaux, Échezeaux og Clos de Vougeot, men monopolmarken La Grande Rue udgør juvelen i kronen. Marken ligger klemt inde mellem vinmarkerne Romanée-Conti og La Romanée mod nord og La Tâche mod syd. Med sine blot 1,65 ha. er det den næstmindste Grand Cru i Côte d’Or efter La Romanée på 0,85 ha. Marken fik først Grand Cru status i 1992.
Efter Nicole afsluttede sit diplom i ønologi først i det nye århundrede sluttede hun sig til sin far og hjalp ham med at drive domænet. I 2006 overtog Nicole ansvaret for domænet, og hun fik friheden til at drive domænet efter sin egen filosofi.
Under Nicoles ejerskab er vinmarkerne blevet omdannet til økologisk og biodynamisk produktion, selvom certificering ikke er søgt, vinstokkene får nu lov til at gro lidt højere end tidligere og hun beholder et større bladdække på stokkene. Druerne håndhøstes og sorteres både i vinmarken og på domænet, og i kælderen bliver der brugt en lavere andel af ny eg, ligesom leverandøren af fadene er blevet udskiftet.
Også det øvrige udstyr i kælderen er blevet opdateret til moderne standarder. Når Nicole bliver spurgt ind til detaljer i vinfremstillingen, forbliver hun gådefuld: Der er ingen formel, og hver cuvée modtager en skræddersyet elevage. Der er dog altid en andel af hele klaser i de topvinene, normalt omkring 30%.
I 2018 besluttede Nicole Lamarche at sætte sit navn på domænet og etiketterne i stedet for sin fars. Under hendes ledelse og ejerskab er Lamarche nu ubestrideligt et topdomæne med vine, der udtrykker sig mere gennem deres terroir end kraft. En bourgogne-stil, som er duftende, elegant og raffineret, lige som hun selv bedst kan lide det.
Nicole Lamarche producerer følgende vine:
Cote de Nuits blanc: 100% chardonnay med noter af melon, æble og et strejf af litchi. Levende og rig, forfriskende og dvælende. Skal drikkes inden for de første par år efter frigivelse.
Bourgogne Rouge: Lamarches Bourgogne kommer fra 0,98 hektar vinstokke spredt ud neden for hovedvejen. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er 40+ år, hvilket sammen med Nicole Lamarches respektfulde vinfremstilling resulterer i en dejlig, ren, hindbærduftende Pinot, der overgår appellationen
Hautes Cotes de Nuits: Lamarche har 1,5 hektar i Hautes Côtes, gemt op i bakkerne over Vosne i landsbyen Concœur. Denne parcel blev plantet på kalkholdig jord i 1979 og vender mod øst. Stikkende rød frugt og let og duftende krop, med delikate, men pebrede tanniner
Cote de Nuits Village:.
Nuits-St.-Georges: Nicoles Nuits-Saint-Georges kommer fra økologiske vinstokke i Les Herbues og Aux Tuyaux, lige ved D974, før man kommer ind i Vosne. Jorden er rig på ler, og vinstokkene er 40 år gamle. Omtrent en tredjedel af cuvéen blev vinificeret i amfora. En fin blanding af Nuits identitet med Vosnes finesse.
Vosne Romanée: Denne cuvée kommer fra fire parceller i Les Chalandins, Les Bossieres, Au Reas og Au Dessus de la Riviere og ser omkring 20 % ny eg.
Nuits-St-Georges 1er Cru Les Cras: Fra en stejl parcel, der ligger lige op ad Aux Boudots på Vosne-siden af appellationen. Den har Vosnes finesse og kraften fra Nuits - en ret tiltalende kombination. Nogle af de meget gamle vinstokke er for nylig blevet udskiftet, så udbyttet er meget begrænset.
Vosne Romanée 1er Cru Les Chaumes: Nicoles Les Chaumes kommer fra en ler-kalksten grund, som er godt eksponeret ift. morgensolen. Vinen lagrer på egetræsfade (60 til 100 % nyt træ afhængig af årgang). Den skal gerne have mindst fire år på flaske inden den for alvor folder sit potentiale ud.
Vosne Romanée 1er Cru Les Malconsorts: Les Malconsorts ligger tæt på La Tâche og er en af de mest anerkendte 1er Cru. Vinstokkene står midt på skråningen, hvor blandingen mellem kalksten, ler og sten er mest afbalanceret. Her er rigdom, finesse, kompleksitet og harmoni og elegance. Vinens blødhed dominerer, understøttet af ret diskrete tanniner og en let syrlighed. Vinen lagrer på egetræsfade i 16 til 20 måneder og tappes på flaske uden klaring eller filtrering.
Vosne Romanée 1er Cru Les Suchots: En af Vosnes mest betydelige premiers crus, berømt for at producere særligt langlivede vine.
Clos de Vougeot Grand Cru: Nicole ejer tre parceller på denne store grand cru mark, heraf en i det prestigefyldte nordvestlige hjørne ved siden af Musigny. De tre parceller tilføjer kompleksitet og lag til den færdige vin. En krydret og frugtfyldt vin med tæthed og længde og fløjsbløde tanniner.
Echezeaux Grand Cru: En af domænets tre grand cru besiddelser. Denne er ofte den mest underspillede af de tre. Ældes yndefuldt på flaske.
La Grande Rue Grand Cru: La Grande Rue strækker sig som en smal stribe i øst-vest-retning langs skråningen mellem La Tâche og "les Gaudichots" mod syd og Aux Reignots, La Romanée, Romanée-Conti og Romanée-Saint-Vivant mod nord. Vinen har en feminin karakter snarere end kraftfuld. Den minder om nabo-vinmarken La Tâche, men er mere delikat. Vinen lagrer i egetræsfade og aftappes uden klaring eller filtrering. Der produceres ca. 8000 flasker årligt