Myrko Tépus
Håndlavede vine fra et myntegrønt hjørne af Provence
Myrko Tépus grundlagde domænen i 2015 i den lille by Esparron, tæt på Gorges du Verdon i et frodigt, myntefarvet hjørne af Provence mellem de sydlige alper og Middelhavskysten. Parret tilhører den nye generation af vinproducenter, der brænder for deres terroir, sværger til organisk dyrkning og en sund jord, hvor stokkene trives og udvikler deres naturlige modstandskraft; og de lægger generelt stor vægt på at følge vinstokkens vegetative cyklus.
Vinstokkene ligger i 460 meters højde i en smuk og lang naturlig korridor, der går fra Bessillon til Sainte Victoire. Her blæser mistralen fra tid til anden og hjælper med at reducere risikoen for svampeangreb. Myrko dyrker vin på 10 ha. på den sydlige og nordlige skråning af Esparron. Vinstokkene gror sammen med timian, rosmarin og lavendel, som hjælper med at reducere brugen af kobber, og der gødes med fåregødning fra en nærliggende gård; alt sammen med henblik på en naturlig, bæredygtig produktion
Vinfremstillingen foregår i en kælder, som parret har lånt. Vinene gærer på druernes naturlige gær, der tilsættes ingen enzymer og vinene klares ikke. Myrko tilsætter en smule sulfitter lige efter den malolaktiske gæring.
Domænet producerer følgende vine:
Côteaux du Verdon, DAI! Rosé: 60% grenache og 40% cinsault. Druerne er presset i hele klaser og vinificeret i betonkar med seks måneders modning. En meget vinøs rosé, langt fra den typiske Provence standard. Vinen kan med fordel dekanteres eller gives lidt luft.
Côteaux du Verdon, Le Lointain: 90% ugni blanc og 10% chardonnay. 80% er presset i hele klaser og de resterende 20% macererer i 10 dage med skindkontakt. Vinificeringen finder sted i 225 liters fade og modning på bærmen varer otte måneder
Côteaux du Verdon, Nitchivo: Nitchivo er lavet på 100% carignan. Vinificeringen sker i hele klaser i beton, hvorefter vinen modner 8 måneder på bærmen.
Côteaux du Verdon, Saint Jean: 100% grenache. Vinificering i hele klaser i betonbeholder. Modner 8 måneder på bærmen.