Domaine Eleni & Edouard Vocoret
I Dauvissats fodspor...
Eleni og Edouard mødtes i New Zealand under høstarbejdet i 2010. Kort tid efter blev de gift og drog tilbage til Chablis for at overtage 5 ha. af Edouards familiedomæne: Domaine Vocoret.
Med Vincent Dauvissat som mentor på sidelinjen (som Eleni har arbejdet for som assisterende vinmager), fokuserede parret de første par år på arbejdet i marken samt på brugen af naturgær for at udtrykke vinens terroir bedst muligt. De første årgange blev solgt til négocianter ind til parret var tilfredse med resultatet af deres anstrengelser.
Parret ønsker at fremme det flintede, det salte samt syren i deres vine. Der anvendes ingen kemi i markerne og alt håndplukkes. Vinene gennemgår alkoholisk og malolaktisk gæring på stål, hvorefter de hældes på gamle egetræsfade (i hhv. 9 måneder for village og 12 måneder for 1er cru) for at afrunde vinene en smule.
Resultaterne af Eleni og Edouards minutiøse arbejde er nærmest sensationelt. Det er vine i verdensklasse, med stor vitalitet og balance, og parret betragtes som nogle af de absolut største talenter i regionen.
Domænet producerer følgende vine:
Chablis Bas de Chapelot: Fra 40 år gamle vinstokke, dyb jord med ler og kalksten tæt på flodbredden.
​
Chablis en Boucheran: Fra parcel mellem Montmains og Vaillons på ler. Vinstokkene er ca. 35 år. Rig, men med finesse og mineralitet.
​
Chablis Les Pargues: Fra 30 år gamle vinstokke fra parcel over for 1er Cru Montmains med samme eksposition. Salt mineralitet og flint.
​
Chablis 1er Cru Les Butteaux: Fra 60 år gamle stokke på ler og kalksten. Stor kompleksitet, præcis og diskret kraft med østersskaller, ler og grønne æbler.